Forøg din AdWords Quality Score og få mere for dine penge
For en uges tid siden udgav jeg et blogindlæg om hvordan din klikpris udregnes med Google AdWords, og her fandt vi ud af hvor vigtig din Quality Score er for din performance med annoncering på Google. Det har derfor ført til denne artikel hvor jeg fortæller dig hvordan du kan tune og optimere din Quality Score, så du kan få mere for dit marketingbudget.
Har du ikke allerede læst mit blogindlæg fra sidste uge om udregning af klikpris, vil jeg helt klart anbefale at du gør det først. Efter det vil du nemlig være klar over præcist hvor vigtig din kvalitetsscore kan være for din økonomi og ROI på din investering i online annoncering. Hvis du allerede har læst den, eller godt er klar over på forhånd hvor stor indflydelse denne faktor har, så er det bare om at komme igang med at forbedre den.
Men hvordan gør du så det helt præcist? Det har jeg 7 forslag til, og dem finder du herunder.
Byd på relevante søgeord
Først og fremmest er det vigtigt at du byder på søgeord der er relevant for din forretning. Det nytter ikke noget at du byder på alverdens søgeord og fraser som intet har med din virksomhed, eller dens produkter/services at gøre. Selv om at personer som søger efter tilbud på tøj og sko, muligvis også er i markedet for at købe et nyt køleskab – så giver det stadig ingen mening at byde på de søgeord. Og selv om du gjorde det, så er det ikke sikkert du overhovedet ville få nogle visninger på søgetermerne af Google, eftersom de går højt op i relevans. Og det kan man vidst ikke kalde det i dette eksempel.
Du sidder måske med tanken, at du bevæger dig i et begrænset marked med relativt få søgninger, og at du gerne vil kunne købe mere trafik. Her vil jeg til enhver tid anbefale dig at kigge på andre kanaler frem for at prøve at byde på irrelevante søgninger med Google AdWords. Hold dig til det relevante, og test kun mindre relevante søgeord hvis det stadig forholder sig til det marked du bevæger dig på.
Sælger du cykler, uden at reparere dem, så kan der være en chance for, at det er relevant for dig at byde på ord som “totalskadet cykel”, “ødelagt cykel”, “smadret cykel”. Det er nemlig meget muligt, at den søgende vil overveje at købe en ny, i stedet for at få den repareret, hvis det bedre kan betale sig. Men her kræver det så, at du har en relevant annonce og en relevant landingsside – og det kommer vi til.
Brug søgeordene i dine annoncer
Lad os sige du er i rejsebranchen, og du sælger rejser til eksotiske lande, herunder Thailand, hvor du konkurrere på pris med dine konkurrenter. Du byder derfor på søgefrasen “billige rejser til Thailand”, og her er det vigtigt at din annonce rent faktisk svarer til det som den søgende leder efter. Jeg har set utallige eksempler på en AdWords konto, hvor man har sprunget over hvor gærdet er lavest, og lavet helt generiske og intetsigende annoncer for flere (hvis ikke nærmest alle) kampagner.
I eksemplet her sælger du både rejser til Thailand, men også Filippinerne, Caribien etc. For at én annonce skal kunne passe til dem alle kunne den være følgende:
I eksemplet har den søgende søgt på “Billige rejser til Thailand”. Han/Hun ser denne annonce, sammen med konkurrentens herunder:
Hvilken én ville du klikke på? Jeg ved i hvert fald godt hvilken én der ville ende med den bedste kvalitetsscore hvis alt andet var lige.
Gør dig umage for at skrive gode annoncetekster. Det gør en helt enorm forskel på performance at de er unikke og meget specifikke for den givne søgefrase. Og for at få det maksimale ud af din kvalitetsscore, så skal du, udover at give den søgende det de leder efter, forsøge at få dine vigtigste keywords ind i både overskrift, og en af beskrivelseslinjerne. Det er det jeg selv har klart bedst erfaring med.
Så hvis man har “Tier løbehjul” eller “VOI el-løbehjul” som keywords, så er det vigtigt de er med – men kun hvis det giver mening for forretningen!
Det skal selvfølgelig ikke ligne spam eller keyword stuffing, og teksten skal give mening. Hellere at annonceteksten er god og mangler ét eller flere keywords, end at den er helt ulæselig, men til gengæld indeholder alle ordene, i både overskrift og beskrivelse.
Tilføj alle relevante extensions til dine annoncer
Google har meldt ud at det ikke kun er annoncens relevans der har indflydelse på din klikpris, men at du med gode Ad Extensions (på dansk kendt som udvidelser) kan forbedre dine chancer. Hvis du ikke ved hvad Ad Extensions er, så er der tale om sitelinks (undersidelinks), telefonnummer, adresse, anmeldelser og lignende. Alt det der kan være i en annonce ud over annoncetekst og display URL.
Ikke blot gør de din annonce større, hvilket er et kæmpe plus i sig selv, men de øger dermed også relevansen for din annonce, som kan gøre du ender med at betale mindre pr. klik. Så få tilføjet alle de relevante extensions der er for din forretning.
Send dine besøgende hen til den mest relevante side
Lad os bruge eksemplet med rejsebranchen igen, hvor der er blevet søgt på Google efter “billige rejser til Thailand”. De søgende klikker på din annonce, men hvor sender du dem hen? Forsiden? Kategorisiden for dine rejser? Det mest relevante sted for den besøgende er svaret, og det kommer an på hvordan du har opbygget dit website med produkter og indhold for at kunne svare på det.
Har du et helt udvalg af billige rejser til Thailand, så de har en kategoriside med forskellige alternativer, priser, destinationer og lignende, så ville jeg sende dem derhen. Har du “kun” ét udvalg til Thailand, så skal det være den pågældende side hvor du beskriver netop denne, altså produktsiden om du vil.
Optimer dit indhold og gør det relevant
En ting er at vælge den rigtige landingsside med det mest relevante indhold for den søgende, men en anden ting er, at optimere dette indhold så det bliver endnu mere relevant. Og ikke kun i Googles øjne, men så sandelig også den besøgende. Og her kan man tage mange af de forslag der er til optimering ift. SEO med sig, da det er de samme parametre Google kigger på når vi kommer til den betalte annoncering.
Ting som titles og overskrifter er ikke kun vigtigt for at kunne øge din organiske trafik med SEO, men kan som sagt også have indflydelse på hvor relevant den pågældende landingsside er ift. Google AdWords. Derfor kan du slå to fluer med ét smæk ved at lave søgemaskineoptimering af dit website og dine landingssider, da dette også vil kunne øge din Quality Score, som i sidste ende sænker din klikpris.
Gør dine titles og teksten på siden relevant for de søgninger du gerne vil blive fundet på organisk, men som også gerne må øge kvalitetsscoren for AdWords. Tag ét kig på min komplette SEO guide, og gå igennem de mange forslag til hvordan du kan optimere dit website til Google.
Øg brugeroplevelsen på dit website
Google bruger dataen fra vores adfærd på internettet til at se hvor relevante websites er, og rangere dem derefter, både ift. betalt annoncering, men specielt SEO. Derfor er det vigtigt at du optimere brugeroplevelsen så designet er lækkert, websitet har en hurtig loadhastighed, at koden er optimeret og let at læse og analysere for robotter etc.
Hvis du har et WordPress website, og det er det du gerne vil annoncere for at købe besøgende til, kan du tage et kig på min guide til hvordan du kan øge hastighed i WordPress. Og selv om du ikke bruger WordPress kan du stadig få en god fornemmelse i guiden om hvad det er du skal tage et kig på ved din egen hjemmeside, for at øge hastigheden tilsvarende.
Lav en kontostruktur der kan hjælpe dig med at øge Quality Score
Der er uendeligt mange måder at opsætte en AdWords konto på, og lige så mange holdninger til hvad der er den bedste måde at gøre det på. Men jeg vil alligevel dele den måde jeg gør det på med dig, da min første prioritet når jeg skal bygge en kontostruktur er, at få en så høj Quality Score som det overhovedet er muligt. Og selv om det er svært og tidskrævende, så har det virkelig vist sig at være det værd for mig, og at der kan være mange penge at spare (og tjene for den sags skyld) ved at investere den tid i det som det kræves.
Det kommer højst sandsynligt til at virke unødvendigt kompliceret for de fleste, og noget som måske virker uoverkommeligt. Det er det ikke, men hvis du ikke selv tør kaste dig ud i det vil jeg foreslå dig at hyre en ekspert. Du behøver ikke spørge mig, men det er vigtigt at du vælger én med nok erfaring, ekspertise og referencer til at det rent faktisk gør en forskel for dig, og ikke er penge ud af vinduet. For det kan virkelig gøre en forskel kan jeg garantere.
For at gøre det nemmere bruger jeg eksemplet fra før med en virksomhed som sælger rejser, som fokuserer på at det er billigt, og med primært 3 områder som destinationer for øje; Thailand, Filippinerne og Caribien. Under hver af disse destinationer er der flere rejsemål med specifikke byer, øer og kombinationer af flere.
En logisk måske at sætte en konto som denne op vil være med én generel kampagne til at finde nye søgeord, og en kampagne til hver destination. For eksemplets skyld vil jeg holde mig til de 3 destinationer, da den generiske kampagne kan blive en hel guide i sig selv. Altså kunne en konto som denne indeholde følgende kampagner:
Kampagner:
Thailand
Filippinerne
Caribien
Under hver af disse kampagner ville der så være annoncegrupper med hver eneste af de forskellige specifikke rejsemål, og en overordnet for hele destinationen. Lad os tage et eksempel med kampagnen for Thailand. Her kunne den indeholde følgende annoncegrupper:
Annoncegrupper:
Bangkok
Phuket
Hua Hin
Hver af disse annoncegrupper vil så indeholder alle søgeord som er relevante for det givne rejsemål, og annoncer der passer til alle disse søgeord. For annoncegruppen med Bangkok kunne søgeord være følgende:
Søgeord:
Rejser til Bangkok
Billige rejser til Bangkok
Køb rejse til Bangkok
Priser på rejser til Bangkok
En annonce der skal passe til alle disse søgeord kunne være følgende:
Her er det meget muligt at du vil kunne få nogle rigtig gode kvalitetsscore, og at du vil ende med en helt fornuftig klikpris. Men hvis du havde muligheden for at forbedre dit resultat, og sænke din klikpris med fx 10-25%, ville du så ikke være interesseret i det? Jeg kan i hvert fald sige det således, at har du en stor AdWords konto, og bruger du et seriøst beløb hver måned på annoncering på Google, så kan det virkelig betale sig at investere tiden i at gøre det mere specifikt – selv om det nok virker kompliceret.
Lad mig komme med et eksempel på hvordan jeg har øget Quality Score for flere virksomheders AdWords konto betydeligt (selvfølgelig i nogle helt andre brancher). Jeg ville tage et skridt tilbage i hierarkiet og lave rejsemålene som før var annoncegrupper som kampagner i stedet. Jeg tager udgangspunkt i Thailand, men det samme gælder de andre destinationer.
Kampagner:
Thailand
Bangkok
Phuket
Hua Hin
For at guiden ikke skal blive flere kilometre lang, så tager jeg udgangspunkt i kampagnen med Bangkok når nu vi kommer til annoncegrupper.
Annoncegrupper:
Bangkok – Generisk
Bangkok – Billig
Bangkok – Køb
Bangkok – Pris
Og herefter begynder du måske at få en idé til hvordan jeg vil opbygge de enkelte annoncegrupper. Hver annoncegruppe har sit eget fokus, en generisk som har søgeord som “rejser til Bangkok”, en med fokus på billig, en med køb og en med pris. På den måde har vi delt annoncegrupperne op efter de forskellige søgeord som brugeren skriver på Google, og her kan annoncerne passe helt præcist til den enkelte annonce.
Husk dog, hvis du opsætter en struktur som denne, at den generiske annoncegruppe skal have de andre parametre (billig, køb og pris) som negative søgeord, så annoncegrupperne ikke konkurrere med hinanden. Men lad os ende artiklen med et eksempel.
En bruger på Google har søgt efter “Billige rejser til Bangkok”. Du har en kampagne kaldet “Bangkok” og en annoncegruppe med “Bangkok – Billig”. I denne annoncegruppe har du søgeord der indeholder ordene “rejser”, “billig” og “Bangkok”, og det er derfor denne annoncegruppe og dens annoncer der skal vises på Google. Din annonce er følgende:
Mere relevant bliver det ikke, og hvis dit website er optimeret som det skal bør du kun få Quality Scores på 8 og opefter. Og her kan du tale om at optimere en Google AdWords konto mod den højeste kvalitetsscore og laveste klikpris.
Stil endelig spørgsmål i kommentarerne – og lad mig høre hvordan du forøger din Quality Score?
Læs mere om emnet:
- The Ultimate Guide to Quality Score: 15 PPC Experts Discuss the Nuts and Bolts of Google AdWords Quality Score and How to Improve Yours, WordStream.com
- Keyword Quality Score – How to Increase the Quality Score of Your Keywords, WordStream.com
- The Ultimate Guide to Google AdWords Quality Score, PPChero.com
- How Do I Improve My PPC Quality Score?, Unbounce.com
[rating_form id=”1″]
6 Kommentarer
Indsend en kommentar
SKAL JEG HJÆLPE DIG?
Anton Hoelstad
Specialist i Google Ads
Telefon:
+45 40 78 13 58
E-mail:
mail@antonhoelstad.dk
Hej Anton,
Rigtig god artikel. Klogt og velskrevet. Og rigtig gode råd du deler med dine læsere både på kampagne-, annoncegruppe, annonce-, søgeords- og landing page niveau. Godt at du tager det hele med. Jeg kan faktisk kun være enig med dig 🙂
Glæder mig til at læse mere fra dig 🙂
Bedste hilsner
Thomas Jaskov
Hej Thomas,
Mange tak for din positive kommentar! Det giver virkelig blod på tanden med komplimenter som disse, af en anden fra branchen – og så endda af forfatteren af Libris-bogen om AdWords 🙂
Hej Anton,
Mange tak for de pæne ord også 🙂 Du skriver rigtig flot og interessant Anton, og det er virkeligt en stor fornøjelse at læse.
Fortsæt endeligt dit rigtig gode arbejde 🙂
Bedste hilsner
Thomas Jaskov
God artikel der lige sætter et par ting på plads. Men jeg skal da lige love for at ens kampagne bliver lang 🙂 Men det må man vel leve med.
Hej Bent,
Kampagnerne kan bestemt blive store og “komplicerede”, men det giver bestemt mening for både annoncør, men også den søgende som kan finde relevante annoncer og landingssider når de bruger Google.
Det er selvfølgelig også muligt at gøre det mindre avanceret til at starte med, og så senere bygge ud. Fx hvis man tager udgangspunkt i kampagnen til Bangkok, så kunne man starte med have en annoncegruppe til Broad Match Modified søgeord (BMM), og en til Exact søgeord. Over tid vil du så i din Search Term rapport for din kampagne med BMM søgeord kunne se, at der er flere som søger på “Billige rejser til Bangkok”. Hvis det var tilfældet, og du ikke havde dette specifikke søgeord i din konto, eller en annonce med præcist det indhold – så burde du udbygge din kampagne.
Her kunne du så tilføje enten en annoncegruppe med “Bangkok – Billig (Exact)”, og så have søgeordet i annoncegruppen, samt søgefrasen i din annonce. På den måde kan du få udbygget din konto og dine kampagner skridt efter skridt, og kun gøre det med de søgeord du allerede ved der er volumen på, og som har stor sandsynlighed for at kunne få bedre performance, en bedre Quality Score, og derfor bedre ROI for dig.
Håber det gav mening! Overvejer bestemt at lave en mere dybdegående gennemgang fra start til slut med at opsætte en kampagne, og derefter optimere og udbygge den.
Det giver god mening 🙂
Jeg vil se frem til en dybdegående gennemgang.