SEO-tekster og hvorfor det er en forfærdelig betegnelse

Amazon annoncering

En betegnelse der bliver brugt ufatteligt meget i øjeblikket er brugen af “SEO-tekster”. Mange virksomheder udbyder deciderede SEO-tekster som værende et produkt som skal hjælpe dig som virksomhed, med at få de bedste placeringer på Google, og komme i toppen når kunderne søger efter det produkt du sælger. Men hvis man tænker lidt over det, så betyder betegnelsen, at der skrives en tekst som er lavet til at få Googles robotter til at synes godt om indholdet og siden, men ikke nødvendigvis at få de besøgende til at kunne lide indholdet, og ende med at blive til kunder.

I min egen færden på internettet, og specielt som professionel udbyder af konsulentydelser inden for markedsføring i søgemaskiner, har jeg set alt for mange eksempler på skræmmende dårlig tekstforfatning, hvor det er helt tydeligt at teksten er skrevet til en robot, og ikke til det menneske det burde have været målrettet mod. Og det skræmmer mig, at der er virksomheder som ligefrem laver en forretning af at sælge denne form for elendigt indhold, og at de desværre er dygtige nok til at sælge det til virksomheder der ikke ved bedre, og ligefrem kan ende med at leve af det.

Jeg er helt klar over, at et fag som søgemaskineoptimering er et meget svært produkt at forstå for personer og virksomheder uden for branchen – og det er desværre også derfor der er så mange der udnytter muligheden hvor den kloge narrer den mindre kloge. Men det er netop derfor jeg har skrevet dette blogindlæg, så du ved hvad du skal kigge efter, hvis du skal til at købe tekster til dit website. For der kan også være virksomheder som tilbyder tekstindhold som er godt, og som både er godt for søgemaskiner og virksomhedens kunder. Men der er bestemt faresignaler ved andre typer tekst, som du for alt i verden skal holde dig væk fra at bruge, medmindre du ikke er bange for at din forretnings image bliver forværret og stemplet som useriøst.

Hvad er de typiske faresignaler ved SEO-tekster?

Der er nogle helt bestemte ting som du bør holde øje med, hvis du er ved at købe tekstindhold til onlinebrug, fx i form af artikler eller blogindlæg, eller direkte indhold der skal bruges på dit virksomhedswebsite. Overordnet set skal du have for øje, om hvorvidt der er fokus på kunderne, eller søgemaskinerne, og her er der nogle specifikke ting du skal have tænkt over.

Den generelle misforståelse af begrebet

Tanken om at lave en god tekst hvor man også har lavet søgeordsanalyse inden da, og får indkorporeret nøgleordene i teksten på en naturlig måde er rigtig god – men det er desværre meget sjældent tilfældet. Hvis man gerne vil have en informativ tekst som samtidig er interessant og god læsning for den kommende kunde, men som også kan give gode placeringer på Google på de søgeord og søgefraser man gerne vil rangere på, så skal man ikke forvente at hvem som helst kan gøre det.

Keyword density

Mængden af gange hvor et søgeord bliver brugt i en tekst kaldes keyword density, og har været en faktor man tidligere har kigget meget på når man skulle søgemaskineoptimere. Det er dog et meget forældet udtryk, og noget som efterhånden kun bliver brugt i negative sammenhænge. I stedet for at fokusere på om man har en keyword density på 2%, 5% eller hvad man nu ellers mener er det man bør optimere efter, så vil jeg foreslå at man foretrækker tekster hvor det virker naturligt.

Skal man optimere en tekst efter “rejser til USA”, så giver det måske ikke mening at det bliver nævnt 10 gange i tekst på 500 ord. Men omvendt ville det være langt mere naturligt, hvis det blev beskrevet på flere forskellige måder, i forskellige sammenhænge, uden nødvendigvis at skulle være netop de 3 ord sat op i den rækkefølge.

Prisen

Det nytter ikke noget at man går og tror, at professionelle tekster, skrevet af dygtige tekstforfattere, som måske også har lært og forstået de vigtigste begreber om SEO, skriver 1.000 ord for 150 kr., altså til 15 øre pr. ord. Jeg har sågar set tilbud på tekstpakker og tekstforfatning helt ned til under 10 øre pr. ord. Hvor godt tror du selv produktet er, hvis man som tekstforfatter skal tjene penge, og tager så lidt for sit produkt. Der er i hvert fald ikke tale om kvalitet, men kvantitet.

Hvad er en god SEO-tekst?

For at gøre det kort: En SEO-tekst bør ikke være skrevet for at få robotter til at værdsætte den højere ift. bestemte søgeord eller søgefraser, men bør være et samspil mellem godt indhold, der er målrettet de kunder der leder efter det. Og fordi dette er blevet misforstået i den grad det er, så er SEO-tekster blevet et forurenet udtryk der gør præcist det modsatte af hvad der har været meningen til at starte med. Derfor ville jeg holde mig langt fra dem, medmindre man som virksomhed gerne vil ses på som amatør eller en latterlig forretning.

Der er intet i vejen med at hyre en tekstforfatter som er dygtig, og som også både kender til søgemaskineoptimering, og går op i at få det vigtige implementeret i sine tekster. Men det bør aldrig være hovedfokus at skulle sikre sig, at en hvis procentdel af ordene er ens target keyword, og at sætninger og overskrifter godt må ofres grammatisk fordi Google kan lide det, eller at kunderne søger efter det sådan på Google.

Hvad synes du selv om begrebet SEO-tekster? Mikkel deMib skrev for nogle år tilbage om hvordan det skulle forbydes – og jeg hælder til at være enig med ham. Det er skuffende hvordan selvudnævnte konger af internettet og et begreb som dette har taget overhånd, og at det desværre kun bliver mere udbredt at købe SEO-tekster for 10-15 øre pr. ord, samtidig med en forventning om at det er professionelt og af høj kvalitet.

Læs mere om emnet:

[rating_form id=”1″]

5 Kommentarer

  1. Dennis Stammerjohan

    Hej Anton,
    Rigtig god artikel – jeg er i øvrigt helt enig i hvert et ord. SEO tekster er et dødt fænomen, som desværre er udnyttet af mange svindlere mod folk der ikke har kendskab til SEO. I dag handler det om, at skrive noget godt indhold, der er fyldigt og læseligt, og gør at brugeren har lyst til at være længere tid på ens side. 🙂

    Svar
    • Anton Hoelstad

      Hej Dennis,

      Jeg kunne ikke være mere enig. I dag bør fokus være på kvaliteten frem for kvantiteten – men det er desværre ikke altid her de flestes fokus ligger i alle tilfælde 🙂

      Svar
  2. Christopher Hofman Laursen

    SEO tekster er i samme kategori som linknetværk. Kunstigt og uholdbart. SEO konsulenten skal ikke sidde med et område, hvor deres kunde er eksperten. Man kan så hjælpe med at pinpointe, hvad de skal skrive om, ud fra hvad der bliver søgt på og selvfølgelig sikre at det indhold er optimeret, men det er kunden selv der skal skrive teksten.

    Svar
    • Anton Hoelstad

      Hej Christopher,

      Jeg er meget enig i det du skriver. Er også selv før blevet spurgt af kunder om hvad der er smartest – at man får én tekstforfatter/ekspert til at skrive teksten først, og derefter en SEO ekspert til at rette igennem eller omvendt rækkefølge. Og det giver helt klart det bedste resultat, at det først er én som er dygtig til at skrive, eller ved meget om emnet og hvad de besøgende vil læse, og derefter én som kan rette overskrifter og søgeord hist og her for at optimere til Google.

      Svar
  3. Lone Brand

    Jeg er ikke ekspert, men jeg er meget enig med dig. I dag bør fokus være på kvaliteten frem for kvantiteten

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

SKAL JEG HJÆLPE DIG?

Anton Hoelstad
Specialist i Google Ads

Telefon:
+45 40 78 13 58

E-mail:
mail@antonhoelstad.dk

Kontakt mig her