AdWords eksperthjælp – hvad er en fair betalingsmodel?

Hjem » AdWords eksperthjælp – hvad er en fair betalingsmodel?

Amazon annoncering

På det betalte community Marketers.dk havde jeg for noget tid tilbage flere rigtig interessante diskussioner med flere af de andre medlemmer. Emnerne omhandlede spørgsmål om hvorvidt der er nogle betalingsmodeller ift. AdWords eksperthjælp der er mere fair end andre – samt om hvordan forholdet mellem konsulent og kunde bliver bedst muligt. 

Jeg er selv ret overbevist om hvilke Google AdWords priser der fungerer bedst, og hvilke betalingsmodeller jeg ikke selv ville drømme om at arbejde med. Men der er fordele og ulemper ved dem alle, og vi kan alle blive enige om, at det handler om at finde den rette balance mellem konsulent og kunde, for at ende med det bedste samarbejde. Er en af parterne utilfredse, så fungerer samarbejdet ikke.

No Cure No Pay

Den første betalingsmodel jeg vil gennemgå går under navnet “No Cure No Pay”, og drejer sig meget simpelt om, at konsulenten skal løse opgaven, for at få sin betaling. Man har derfor her som kunde et problem der skal løses, som i de fleste tilfælde handler om, at skulle skabe en god forretning ved brug af AdWords som marketingredskab.

Det er de færreste konsulenter, som er interesseret i en løsning som denne, eftersom man her vil gamble en anelse med sin egen løn, hvor man kan risikere ikke at få betaling for de timer man lægger i arbejdet. Omvendt er mange virksomheder interesseret i disse løsninger, men det er i realiteten
sjældent en god model for nogen af parterne.

For at sige det som det er, så har jeg kun set meget unge og uerfarne konsulenter og freelancere tage imod arbejdsopgaver med denne model – hvilket jeg synes viser meget omkring et samarbejde. Hvis de der er villige til at tage imod din opgave med No Cure No Pay er ung, kun har lidt erfaring, og samtidig normalt tager en meget lav timeløn – så får du nok også kvalitet der matcher tilbuddet.

Jeg har aldrig selv arbejdet med denne betalingsmodel, så jeg kan kun tale ud fra holdning, og de oplevelser jeg har læst mig til andre har haft. Jeg ville aldrig gamble med min tid og min virksomheds indtjening, ud fra at jeg skulle opfylde specifikke krav og mål for at få noget for mit arbejde.

Men jeg er heller ikke typen der kunne finde på at tage et job hvor en del af lønnen var kommision, selv om dette kunne give mig en bedre løn. Der vil jeg hellere være sikker på hvad jeg har, og arbejde det bedste jeg kan ud fra dette. Den anden mulighed ville gøre mig utryg og usikker – og det er ikke det optimale arbejdsmiljø.

En af mine hovedårsager til aldrig at ville tage imod en opgave af denne type er, at man i online verdenen aldrig kan vide sig helt sikker på noget som helst om performance og mål. Det kender de fleste fra SEO, hvor man ikke kan garantere noget som helst andet end at man vil gøre sit bedste (selvom mange vælger at love en plads nummer 1 og lignende). Men det gælder også med AdWords, hvor man med tiden vil lære mere om et marked, og hvor udefrakommende faktorer som nye konkurrenter, at en konkurrent får nye investorer og mere kapital til markedsføring og lignende, kan gøre det umuligt at opfylde et mål lavet før disse ændringer.

Samtidig skal man også huske, at med en løsning som denne vil en konsulent kun lige præcis gøre det der er nødvendigt for at opfylde målet, og intet udover. Og hvorfor skulle man også gøre det, når man allerede der har fået sin betaling? Der er flere årsager til at det ikke er en god betalingsmodel for hverken kunde eller konsulent – hvilket er årsagen til jeg til hver en tid ville foretrække en af de to andre betalingsmodeller, som jeg gennemgår herunder.

Timepris

Løsningsmodellen jeg i de fleste tilfælde har benyttet mig af i min tid som konsulent er timebetaling – og det har jeg gjort af flere årsager. Dels fordi jeg altid har tænkt denne som værende en helt fair løsning for begge parter, hvor mængden af betaling sker ud fra mængden af arbejde.

Denne løsning er dog bedst til vedligeholdelse (retainer), hvor der vil være nogle helt specifikke ugentlige, månedlige og engangsopgaver som skal løses for virksomheden. Kommer kunden med ekstra opgaver der skal løses som tager ekstra tid, så stiger mængden af timer og den totale pris – og omvendt bliver prisen lavere, hvis der er måneder med mindre arbejde en normalt, fx i lavsæsoner.

Skal man starte et helt nyt samarbejde, og lave en helt ny AdWords konto for bunden for en stor webshop fx, kan det være svært helt præcist at estimere sig til et antal timers arbejde (og en pris) – hvilket kunden i de fleste tilfælde vil have.

Derfor må man som konsulent oftest komme med et kvalificeret gæt, eller også må man forhandle sig til et specifikt antal timer og en betaling for opstart, og en anden pris til fremtidig vedligeholdelse. Dette minder allerede meget om en pakkeløsning, hvilket er meningen, eftersom de to kan være meget identiske, alt afhængig af hvordan man sætter det op.

Pakkeløsning

Forskellen fra en pakkeløsning til en timepris er, at man som konsulent ved pakkeløsningen forsøger at omregne antallet af timer til en samlet pris i stedet for at den kan variere alt afhængig af arbejdsmængde. På den måde kommer man frem til en samlet pris kunden kan vurdere (hvilket de normalt vil foretrække), og konsulenten må gamble en anelse med mængden af tid der skal bruges.

Dette er ofte også en af årsagerne til, at man som konsulent tilføjer en lille “buffer” med ekstra tid (eller en lidt højere pris) i tilfælde af, at noget uventet skulle dukke op. Og det gør der ud fra min erfaring stort set altid, eftersom kunden ofte pludselig kommer til at tænke på noget ekstra, noget ændrer sig i markedet, eller man som konsulent bliver klogere på kundens produkt etc.


Som du kan høre kan jeg klart bedst stå inde for timepris eller pakkeløsning som betalingsmodel. Og eftersom timepris og pakkeløsning kan være to sider af samme sag, hvis man laver den rigtige aftale, så vil jeg mene at det komme helt an på den enkelte, hvilken man skal vælge.

Sørg for at både kunde og konsulent er glade for aftalen – alt andet er spild af tid. Er konsulenten ikke glad, får man som kunde ikke det optimale resultat eller arbejde. Er kunden ikke glad, vil man efter tid opsige aftalen og finde en ny leverandør, som måske kan bruge det arbejde der er lavet på forhånd, og måske er nødt til at starte forfra.

Er du mere interesseret i en No Cure No Pay løsning, selvom jeg vil fraråde det, så skal du selvfølgelig også have lov til det. Bare husk, at du får hvad du betaler for, og at din kommende konsulent ikke har ret meget incitament til at gøre noget ud over det sædvanlige – hvilket du vil finde med en af de andre løsninger.

Hvad synes du er en fair betalingsmodel til AdWords eksperthjælp?

Læs mere om emnet:

5/53 ratings

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *