De 5 mest typiske fejltagelser med Google AdWords søgeord

Hjem » De 5 mest typiske fejltagelser med Google AdWords søgeord

Amazon annoncering

Hver eneste gang jeg åbner en AdWords konto for at tage mit første kig på hvordan den er sat op, og ikke mindst hvordan den har performet, oplever jeg de samme fejl om og om igen. Denne gang skal det handle om de 5 fejltagelser jeg ofte ser med Google AdWords søgeord.

Du byder på for brede søgeord

Helt klassisk fejltagelse som jeg tror de fleste må begå er ikke at have helt styr på bredden af de søgeord der bydes på. Har man ikke lavet sin søgeordsanalyse godt og grundigt nok, eller er man ikke helt klar over hvordan man bruger AdWords bedst, så kan en problemstilling som denne meget nemt opstå.

Det er ekstremt vigtigt at du bruger en fornuftig mængde tid før du overhovedet begynder at byde på et eneste søgeord, til først at beslutte hvilke søgeord der skal være dine primære trafikkilder – og specielt hvilke søgeord der er mindre relevante at byde på. For det nytter ikke noget blot at skyde med spredehagl og håbe på det bedste – heller ikke selv om du er i en branche med begrænset søgevolumen.

Lad os sige du har en webshop hvor du sælger herre- og damecykler. Hvis det er tilfældet har du garanteret en hel del underkategorier, med mountainbikes til mænd, citybikes til kvinder osv. Men her kan du jo også gøre det ekstremt nemt for dig selv, og bare byde på alt der har noget med cykler at gøre. Nej vel?

Jeg kan simpelthen ikke understrege hvor vigtigt det er at gå mere i dybden med sine kampagner, så du også har muligheden for at skrive relevante annoncer til de forskellige kategorier, og kan sende de besøgende hen til den rigtige underside. Der er ikke noget værre end at søge på noget specifikt og klikke på en annonce der sender dig til forsiden.

Du får ikke gjort brug af negative søgeord

Selv om du er selektiv med de søgeord du byder på er det stadig helt essentielt at du gør brug af negative søgeord. For selv om du har været dygtig og lave mere specifikke kampagner, så kan du i din annoncegruppe for mountainbikes til mænd stadig ramme søgninger på “reparation af mountainbikes til mænd” – selv om du ikke udøver reparationer. Så tag et grundigt kig i din Search Term rapport, og vær grundig til at fravælge søgeord der ikke er relevante, eller som du i hvert fald ikke vil betale for.

Husk også på at nogen kan vælge at søge på dit firmanavn plus ekstra fraser såsom “telefon”, “kontakt”, “job”, “adresse” og lignende. Gør op med dig selv om det her er trafik du vil betale for.

Jeg har skrevet en længere guide til hvordan du kan gøre brug af negative søgeord og få mere profit – her får du inspiration til hvilke filtre du kan bruge for at identificere grupper af dårlige søgeord.

Du har ikke helt styr på brugen af matchtypes

Jeg ser desværre stadig meget ofte resultater af forvirring overfor match types, hvordan de bruges og ikke mindst best practice. Der er nogle helt klassiske fejltagelser som du bør gøre dig den tjeneste at få styr på, hvis du ikke allerede har det i forvejen selvfølgelig.

1. Fejl i selve opsætningen af søgeord
Her kan det være tale om en kombination mellem flere match types, fx “[+billige +citybikes +herrer]”, eller mangel på tegn som gør at matchtypen slet ikke træder i kraft, fx “+billige citybikes”.

2. Unødvendigt at benytte phrase match med broad match modifier (BMM)
Efter Google introducerede BMM, altså den med plusserne foran søgeord, så blev phrase match unødvendig at gøre brug af. Så gør dig den tjeneste at lade være med at over-komplicere din AdWords konto ved at have for mange søgeord, fordi du gør brug af både phrase match og BMM.

3. Brug af broad match – uden modifier
Jeg gør slet ikke brug af den “gammeldags” broad match efter BMM kom på banen – fordi det simpelthen er for risikabelt i mine øjne. Google er ikke dygtige nok til at vurdere om et søgeord er relevant i mine øjne – i hvert fald ikke på dansk – så der vil jeg gerne selv have kontrollen. Gør du brug af den gammeldags broad match er mit råd om at være ude med riven ift. negative keywords kun endnu mere relevant.

Du har begrænset dig selv med en for simpel kontostruktur

Det her råd læner sig lidt op ad det første, fordi du kan gøre dig selv en kæmpe bjørnetjeneste ved at bygge din konto for simpel fra start. Jo mere grundig du er, og jo mere villig du er til at gå i dybden med dine kampagner – desto bedre resultat får du. Jeg har set store AdWords konti, hvor alle annoncer, søgeord og annoncegruppe er placeret i én enkelt kampagne. Og det er simpelthen ikke godt nok hvis man vil nogen vegne.

Du er nødt til at beslutte dig for hvor vigtigt AdWords er for dig som kanal, og så investere den mængde tid i det som det kræves for at bygge en ordentlig struktur. Hvis du er dygtig til Excel kan du i den grad skrue op for hastigheden ift. at oprette kampagner, annoncer etc.

Det er svært for mig at beskrive hvordan du skal bygge dit hierarki ift. din AdWords konto, eftersom det kommer fuldstændig an på dit produkt, dit website – og hvor meget tid du har til at investere i det – samt ikke mindst hvad dit budget er. For har du kun et par hundrede kroner om måneden er der ingen grund til at bygge noget stort og flot.

Du høster ikke nye søgeord ofte nok

Lige så vigtigt som det er at kigge i sin Search Term rapport for at finde negative keywords man kan ekskludere fra sine kampagner, så skal man også lede efter ting man er interesseret i at “høste”. Her mener jeg en process hvor man kigger i sine nuværende annoncegrupper efter mere specifikke søgefraser, som man kan tilføje som søgeord i en ny annoncegruppe, med en endnu mere specifik annonce og landingsside.

Lad os sige at du var startet ud med en annoncegruppe der målrettede sig søgninger på “mountainbikes” – og du i din Search Term rapport fandt søgefrasen “mountainbikes til mænd”. Et søgeord som dette ville jeg så ekskludere fra den nuværende annoncegruppe (ja, sætte det som negativt) – og derefter høste det til en ny annoncegruppe. I denne kan du nu skrive en annonce der nævner at det er en mountainbike “til mænd” – og sende de besøgende hen til en underside hvor det kun er herrecykler.


Brug endelig kommentarfeltet herunder til at stille spørgsmål. Jeg hjælper gerne hvis du har en specifik situation/case du gerne vil have sparring til 🙂

Husk at du også har muligheden for enten at downloade min gratis e-bog om AdWords, eller at deltage i et Google AdWords kursus.

Læs mere om emnet:

5/53 ratings

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *